Tilskud til Akupunktur.
Få dækket din behandling gennem Sundhedsforsikringen
Vidste du, at både Sygeforsikring ”danmark” og mange private sundhedsforsikringer giver tilskud til akupunkturbehandling? I visse tilfælde betaler din forsikring endda hele din behandling, så det er værd fx at undersøge, om din arbejdsplads har en privat sundhedsforsikring.
Akupunktur er i dag en anerkendt behandlingsform, der bruges til at behandle og afhjælpe en bred vifte af tilstande, som eksempelvis migræne, spændingshovedpine og veldefinerede smertetilstande i muskler og led. Derfor er det også muligt at få tilskud til din akupunkturbehandling gennem enten Sygeforsikring ”danmark” eller en privat sundhedsforsikring.
Muligheden for at få tilskud fra en sundhedsforsikring er bestemt værd at undersøge. Ofte vil virkningen af akupunkturbehandling først for alvor sætte ind efter 5-6 behandlinger, og ved langvarige smertetilstande behandler jeg ofte 8-15 gange.
Skal jeg have en lægeerklæring?
Foruden at være medlem af Praktiserende Akupunktører, hvor jeg er RAB-registreret både som akupunktør og massør og dermed lever op til Sundhedsstyrelsens lovgivning, arbejder jeg også i samråd med en læge, som jeg kan spørge til fagligt input ved behov.
Normalt vil du ikke få en egentlig lægehenvisning til din akupunkturbehandling. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis du skal have tilskud fra en sundhedsforsikring, er det som hovedregel nødvendigt at have en lægeligt stillet diagnose.
Hvordan får jeg tilskud fra Sygeforsikring ”danmark”?
Du skal naturligvis være medlem af Sygeforsikring ”danmark” for at få tilskud til din akupunkturbehandling. Som aktivt medlem kan du til gengæld få tilskud, uanset om du er forsikret i gruppe 1, gruppe 2 eller gruppe 5 – tilskuddet varierer dog alt efter typen af din forsikring.
Har du fået din diagnose og vælger en akupunkturbehandling her, kan jeg indberette tilskuddet direkte til Sygeforsikring “danmark” og dermed gøre det nemt for dig.
Hvordan får jeg tilskud fra en privat sundhedsforsikring?
De private sundhedsforsikringer kan have vidt forskellige vilkår. Derfor er det vigtigt, at du undersøger din specifikke aftale. Det kan du gøre ved at kontakte dit forsikringsselskab og forhøre dig om mulighederne for et tilskud til akupunktur til din specifikke helbredsmæssige problemstilling.
Generelt kan man dog sige, at hvis du selv har tegnet en privat sundhedsforsikring eller gennem din arbejdsgiver har en sundhedsforsikring, så er der gode muligheder for, at du kan opnå tilskud til hel eller delvis dækning af din akupunkturbehandling.
Har du kontaktet forsikringsselskabet og fået din anmodning om tilskud godkendt, vil din sundhedsforsikring give dig en såkaldt bevilling til behandling, som fortæller, hvor mange behandlinger, forsikringen dækker, og hvilket beløb, forsikringsselskabet maksimalt vil dække.
Du er velkommen til at kontakte mig enten via telefon eller mail, så svarer jeg gerne på dine spørgsmål.
Du kan også blive ringet op. Læg blot en besked på min telefonsvarer.
Vi kan også aftale at mødes i klinikken, som du finder på Harald Jensens Plads.
RAB registreret